Ronaldo under et pressemøde i Rio de Janeiro onsdag

Efter en alvorlig knæskade er Ronaldo på vej tilbage. Brasilianeren sætter sig selv i forbindelse med Paris SG og Manchester City.

Foto: Tasso Marcelo © Scanpix

 

Ronaldo fristet af Paris SG og City

10. okt. 2008 11.02 Int. fodbold

Den brasilianske angriber Ronaldo er så småt ved at være klar til at genoptage træningen efter den knæskade, der siden februar måned har holdt ham fra banen, og han håber på at kunne gøre comeback for enten Paris Saint Germain eller Manchester City.

- Paris er en by, jeg elsker, og Paris Saint Germain har et hold, der spiller med om mesterskabet, siger han til  La Gazzetta dello Sport og nævner også en anden mulig klub, der kan give ham comeback.  

- Min gode ven Robinho spiller i Manchester City. Vi har snakket om det for nylig, men lige nu tænker jeg bare på at komme til at spille igen. Resten kommer efter det.

Den nu klubløse 32-årige spiller, der tre gange er kåret til verdens bedste, har siden august gennemgået et genoptræningsprogram hos det brasilianske hold Flamengo oven på den skade, han i begyndelsen af året pådrog sig i kamp for sin daværende klub, Milan.  

- Musklerne er stadig svage og i øjeblikket har jeg ikke kræfter til at gøre alt det, jeg gerne vil. Men der er ikke smerter i knæet, og det er det vigtigste.

 

 

 

 

 

 
    

 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > Fodbold > Int. fodbold

© Copyright DR 2008. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.